Mit navn er Kim T. Bloksted

Jeg er født i 1958. Jeg har fået stillet diagnosen Spino Cerebellar ataksi. Typen er ikke bestemt og bliver benævnt som "ILOCA".(ideopatisk late onset cerebellar ataksi) Jeg fik diagnosen i okt./nov. 2006.

Det var lidt af en tilfældighed, at man fandt ud, hvad jeg fejlede. I sommeren 2006 ringede min læge i anden anledning til mig på arbejdet, og syntes at min tale var ganske utydelig, så han ville sende mig til taleklinikken på Bispebjerg hospital. Jeg kunne dog kun blive henvist til Bispebjerg via en speciallæge. Den pågældende speciallæge kunne med det samme se, at problemerne med min tale skyldes noget helt andet. Jeg blev derfor henvist til Rigshospitalet, hvor jeg i løbet af 2-3 måneder blev undersøgt på kryds og tværs (blodprøver og skanning), hvorefter man kunne sige, hvad det var. Sikken en kæmpe lettelse.  

Min kone og jeg var 14 dage efter, at jeg havde fået diagnosen til en længere samtale hos Jørgen Nielsen.
Det var egentlig dejligt at have 14 dage til at samle tankerne og skrive alle mine spørgsmål ned.

Alle de problemer/skavanker jeg har haft de sidste 20 år kunne forklares; jeg har blandt andet haft blærebetændelse 2 gange, var tit enormt træt efter arbejdet; jeg var derfor glad for, at min kone var med, så hun fik en forklaring på, hvorfor jeg tit lagde mig på sofaen, når jeg kom hjem fra arbejde. Generelt fik hun en meget større forståelse for mine daglige problemer.

Det er utrolig vigtig at få inddraget sin ægtefælle.

I januar måned 2007 begyndte jeg at søge Københavns Kommune om at få sat arbejdstiden ned (fleksjob), da jeg efterhånden ikke kunne magte en 37-timers arbejdsuge. Jeg havde et fuldtidsjob i Nordea Kredit. Min arbejdsgiver havde siden feb. 2007 givet mig lov til at have en arbejdsuge på 22½ time med fuld løn. I dag har jeg fundet ud, at man kan få en delvis sygemelding.

Den 25. okt. 2007 blev en 20-times arbejdsuge bevilget af Københavns kommune, så jeg  kun arbejdede 20 timer i Nordea Kredit. Begrundelse for at sagsbehandlingen var ”så” kort skyldes, at jeg efter 6 måneder klagede til forvaltningen på borgmesterkontoret, samt inddrog min fagforening, da jeg følte, at der ikke skete noget. Jeg følte, at jeg var en ”sag” på sagsbehandlers bord, og ikke blev behandlet som en person, som behøvede hjælp.

Mit sygdomsforløb:

I mine unge dage var jeg meget aktiv, løb mellem 70-100 km om ugen, svømmede 2 km hver uge, samt cyklede omkring 60 km.

* I februar 1987, hvor jeg var i gang med at træne til et maratonløb, fik jeg problemer og kunne lige pludselig ikke løbe ret meget. Jeg holdt en meget lang pause, men mit løberi blev ikke bedre. Jeg måtte langsomt indstille min løbetræning, det var hårdt, da jeg brugte mellem 10-15 timer om ugen. (Jeg elskede at løbe). Lægerne kunne på dette tidspunkt ikke finde grunden til, at jeg ikke kunne løbe.

* Jeg begyndte samtidig at (tør) hoste en del og har siden i perioder hostet meget.

* Mit skriftlige sprog blev dårligere. Jeg glemte tit ord eller brugte omvendte ordstillinger i sætninger.

* Fra år 2000 blev min tale mere utydelig. Jeg tror nok, at mange kan nikke genkendende til sætningen ”tag dig lidt sammen”. Når jeg husker langt tilbage, havde mine venner ofte svært ved at forstå mig efter
4-5 øl.

* Efterhånden begyndte jeg også at svede, især om morgenen.

* Mit reaktionsmønster ændrede sig, et eksempel kunne f.eks. være, at blev der skudt et kanonslag af, uden jeg vidste det, kunne jeg falde af bar forskrækkelse.

* Var ofte meget træt, når jeg kom hjem fra arbejde.

* Jeg havde en arbejdsuge på 20 timer, men sørgede for at motionere en del. Jeg cyklede ca. 75-100 km om ugen, hver søndag morgen trænede jeg 1 time i motionscentret i Vestbadet og tog derefter en svømmetur på ca. 1-2 km. (1 km svømning tog omkring 25 minutter). Jeg har det fantastisk efter at have rørt mig i 1½ time.
Jeg kan kun råde folk til at få rørt sig så meget som muligt, som ens lidelse nu tillader. Jeg var hos Jørgen Nielsen i foråret 2008, og min fysisk var lige så god som den var, da min diagnose blev stillet. I september 2011 var han imponeret over min fysiske tilstand.(se længere nede hvor meget motion jeg dyrker)

* Jeg kunne ikke overskue mere end en ting ad gangen.

* Min motorik var forringet, hvilket betød, at når jeg skulle hente arbejdssager, kunne jeg ikke bære dem, men måtte placere dem på et rullebord.

* Gik usikkert, især hvis jeg bar noget. Jeg fyldte aldrig min kop helt op, når jeg hentede kaffe.

* Talte lidt utydeligt. I mit fleksjob blev der taget hensyn til, at jeg ”kun” fik få telefonsamtaler.  De telefonsamtaler, jeg ikke kunne undgå, brugte jeg en del energi på at tale så tydeligt som muligt. Så vidt muligt skulle personen gentage, hvad jeg havde sagt, så jeg var sikker på, at mit budskab er forstået. Jeg brugte i stedet de elektriske medier, e-mail o.l. Det var også en af grundende til, at jeg ikke kunne arbejde mere, da jeg i den tid, jeg var på arbejdet, brugte en del energi på at få arbejdsdagen til at fungere nogenlunde. Hvis jeg arbejdede længere mistede jeg min koncentrationsevne.

* Hvis jeg skal over små forhindringer, bl.a. bænke, går jeg udenom. (Hvis det kan lade sig gøre).

* Jeg skar aldrig brød for eller skænkede kaffe op.

* Jeg går aldrig op på 1. sal i en dobbeltdækkerbus.

* Jeg havde og har stadig problemer, når jeg skal rejse mig fra en stol e.l. Jeg skal sørge for, at mine fødder er placeret ”rigtigt”. Problemerne er vokset i de senere år.

* Jeg havde svært ved at skrive beskeder i hånden, da jeg efterhånden skrev utroligt ”grimt.

* Svedte utroligt meget.

* Utrolig træt. Var nødsaget til at slappe/sove om eftermiddagen efter en 4-timers arbejdsdag.

* Det sidste års tid havde jeg haft ”meget” svært ved at falde i søvn, De fleste gange faldt jeg først i søvn ved firetiden om morgen, selvom jeg gik i seng mellem kl. 23-24.

* Jeg skulle på toilettet omkring 3-4 gange hver nat.

* Jeg skulle bruge omkring 1½ time om morgenen til at klargøre mig og komme i omdrejninger.  Alting tog længere tid, blandt andet, når jeg skulle have tøj på. Jeg skulle støtte mig op ad karmen, når jeg skulle have bukser på. Jeg var nødsaget til at besøge toilettet mindst 2 gange, inden jeg tog af sted. Jeg var nødsaget til at være sikker på, at min blære var tømt. Jeg havde blandt andet et morgenritual, at jeg lige skal nå at ligge ½ time på sofaen, inden jeg tog af sted.

Natten mellem 14 og 15. april 2009 blev jeg ramt af en ”attak”, som betød en lammelse af mit venstre stemmebånd (kunne overhovedet ikke snakke eller bruge min stemme), kunne ikke holde på mit mundvand, smerter i musklerne omkring venstre skulder, havde meget kraftig hovedpine i en 3 uger (jeg tog dagligt 8 hovedpinepiller uden effekt), samt søvnløshed om natten, kunne overhovedet ikke spise eller drikke i 14-dages p.g.a af synkeproblemer; de første 5 dage tabte jeg 5 kilo og efter 3 måneder havde jeg tabt 10 kilo.

* Jeg havde i forvejen et ”BMI-tal” på ca. 25, så jeg var normalvægtig. Men alligevel betød det, at jeg måtte smide en del tøj ud; deriblandt andet 20 par skjorter; da de var blevet for store.

* Jeg gik 6 måneder hos en talepædagog (Diana Holm) uden at hun kunne hjælpe mig, til at få fik stemme/tale til at virke igen, så sidste udvej var en operation på Rigshospitalet, hvor jeg fik indsprøjtet ”voksimplantater” på begge stemmebånd, således jeg kunne få stemmebåndene til at støde sammen og jeg igen kunne bruge min stemme lidt; men min tale er kun brugbart, men ikke særlig god, det må jeg acceptere resten af mit liv. Jeg tager kun telefonen, når jeg kan se, hvem der ringer. (vi har nummerviser/navn på telefonen). Jeg ”advarer” tit folk/ekspedienter om, at jeg har taleproblemer, hvilke gør, at folk lytter bedre efter og spørger mig igen, hvis de ikke forstår mig eller for at være sikker på, at de har forstået mig rigtigt. Samtidig betyder det, at de ikke får ”forkerte” tanker.
*Mundvandet blev afhjulpet ved, at jeg i en periode på ca. 6 måneder dagligt brugte tyggegummi. Brugen af tyggegummi styrker bl.a. synkemuskler/bevægelse.

* Jeg lider stadig af søvnløshed om natten, sover ofte kun 2-4 timer om natten.

* I dag kan jeg næsten spise normalt, dog lidt langsommere, da jeg stadig har lidt synkebesvær.

* Jeg har også lidt problemer med min orienteringsevne (kognative problemer), hvilke betyder, at jeg må stoppe og vende mig om, at jeg skal kigge tilbage; eller når jeg skal over vejen kan jeg ikke bare kigge til siderne i bevægelse, men er nødsaget til stoppe op for at kigge til siderne. Det er blandt andet noget jeg øver når jeg går eller er til fys.

* Jeg kan ikke mere skrive beskeder, da man ikke kan læse min håndskrift; motorikken i hænderne er blevet forringet.

* Smerterne i dag i venstre skulder er blevet til ømhed, da jeg blandt andet har skulderøvelser i min styrketræning, samt svømmer en del.

Efter 1 års sygdom og fravær måtte min arbejdsgiver desværre afskedige mig og den 1. marts 2011 fik jeg bevilget førtidspension. Jeg nåede at være 30 år på arbejdsmarkedet.

Det tog kun 10 måneder at få bevilget førtidspension, da jeg fik min tidligere arbejdsgiver til at ”skubbe” til kommunen.

I starten efter min attak startede jeg fra bunden rent ”motionsmæssig” (jeg kunne/orkede højst røre mig ½ time dagligt den første måned), men i dag bruger jeg mellem 15 og 20 timer om ugen på at motionere(man kan også kalde det funktionstræning), blandt andet er jeg 3 gange om ugen i motionscenter, hvor jeg dyrker svømning, styrketræning og konditionstræning. Jeg går utroligt meget (50-70 km om ugen) Jeg benytter kun mbt-sko. Det vedligeholder min orienterings- og balanceevne.

Jeg tror desuden, at alt den motion betyder, at jeg har et lavt medicinforbrug (højst kr. 200 årligt) og at mit syn er blevet bedre i de seneste par år.

Jeg dyrker meget hård konditionstræning (jeg sveder utroligt meget), det har betydet at jeg ikke sveder mere (uden grund) til dagligt, samt min styrketræning har ”styrket” blandt andet mit underliv, hvilke har gjort, at jeg kan styre min tisse- og afføringstrang, dog må jeg op og tisse flere gange om natten.

Det vigtigste ved vores sygdom er at fortælle familie og omgangskreds, at man har en lidelse, således man undgår misforståelser. (Personer, der ikke kender en, tror ofte. at man er beruset), spise sundt, prøve at sørge for at få den nødvendige søvn/hvile, overhovedet ikke røre alkohol og forsøge at være aktiv, samt erkende sit handicap. Det er også nemmere at sige nej til alkohol, når ens venner ved, at man ikke kan tåle det. Planlægge ens fremtid (bolig og økonomi), mens man selv kan bestemme det.

Min kone og undertegnede ved allerede, at vi skal flytte i en stuelejlighed, når vores børn er flyttet hjemmefra. Vi bor hus i 3 plan og har 3 hjemmeboede børn, som er født i henholdsvis 1997, 1994 og 1991.

* Hvordan klarer andre den psykiske samt den fysiske side af sagen?  Jeg vil meget gerne høre fra nogle, der lider af samme sygdom og fra nogle, der har lært at leve med deres sygdom. Brug evt. foreningens debatside.

Min e-mail-adresse er bloksted@post11.tele.dk

November 2011